FILMENS DRAMATURGI
Dramaturgi er læren om at fortælle historier, dvs. hvordan en god historie skrues sammen. Blandt de vigtigste elementer i dramaturgi er filmens forløb, filmens fremdrift, karakterer og konflikter.
Ordet dramaturgi kommer fra græsk og betyder ’handlingslære’. Den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) har stor indflydelse på, hvordan vi ser på dramaturgi i dag. Hans tanker om ’den gode historie’ er grundlag for vores moderne dramaturgi. Nu til dags er manuskriptforfattere og dramaturger i Hollywood trendsettere, når det gælder at fortælle gode historier på film.
Hvis man sammenligner gode fortællinger, vil man opdage, er der er nogle lighedstræk. I en god historie er der interessante karakterer (personer), som vi føler med og identificerer os med. Der er spændendekonflikter, som gør os nysgerrige og engagerede. Der er fremdrift i filmen – fx set ups, som skaber forventning og en oplevelse af sammenhæng, når pay off kommer. Der kan være langsom, intens opbygning af spænding (suspense) og pludselige overraskelser (surprise). Fortællingens forløb er meget vigtig - altså rækkefølgen af begivenheder og timingen i forhold til, hvornår handlingens højdepunkter ligger.
KARAKTERER / PERSONER
Karakterer er de hovedpersoner og bipersoner, som vi møder i filmen. Karakterer kan være mennesker, dyr eller ’levende’ ting (fx legetøj i en animationsfilm).
Karakterer i film kaldes også personer. I realfilm er karaktererne næsten altid mennesker, men dyr kan også have roller (som regel biroller). I animationsfilm kan karaktererne fx være:
Vi får også indtryk af karaktererne via deres omgivelser, dvs. rekvisitter og location. Hvis en person fx står i en bank med en maske på og en revolver i hånden, gætter vi på, personen er bankrøver.
HOVEDPERSON
Hovedpersonen er filmens centrale person. Hovedpersonen har den største rolle og står i centrum for filmens handling.
Hovedpersonen kaldes også hovedkarakteren, hovedrollen, protagonisten eller den bærende karakter. I de fleste film – særlig i kortfilm – er der kun én hovedperson. Men i nogle film er der flere hovedpersoner, fx i ensemblefilm.
Hovedpersonen og filmens plot er tæt forbundet. Det er hovedpersonens udfordringer, oplevelser ogkonflikter, der er filmens centrale handling. Hvis vi analyserer filmen med aktantmodellen, kan vi se, at hovedpersonen bærer filmens præmis. I begyndelsen af filmen har hovedpersonen ofte et problem eller et savn. Filmen handler om, hvordan hovedpersonen tackler problemet, og om han/hun får, hvad han/hun længes efter.
Det er vigtigt, at publikum identificerer sig med hovedpersonen. Vi skal helst føle med personen og forstå hans/hendes handlinger og reaktioner. Så er der større chance for, at vi synes, filmen er god og interessant. Hvis vi ikke forstår og føler med hovedpersonen, kan filmens handling virke ligegyldig.
Filmens bipersoner oplever vi i relation til hovedpersonen. Bipersonerne har rollen som fx rival, fortrolig ven, hjælper eller modstander i forhold til hovedpersonen.
KONFLIKT
En god historie indeholder konflikt. Konflikt sætter gang i handling. Vi skelner mellem indre konflikt (dvs. at en person er i konflikt med sig selv) og ydre konflikt (dvs. at en person er i konflikt med sine omgivelser).
Konflikter og problemer er grobunden for en god historie. Der er ikke meget action i harmoni. Ønsket om harmoni er til gengæld tit en drivkraft for personerne i film. Der er lavet mange spændende og nervepirrende historier om, hvordan personer bliver udfordret og overvinder forhindringer på deres vej mod harmonien. Men harmonien i sig selv uinteressant.
En konflikt bliver sat på spidsen, hvis der er en tidsfrist for, hvornår konflikten skal være løst. Tidsfrister bliver brugt i mange film, særligt i actionfilm. Det er en fortælleteknik, der skaber ekstra drama. En konflikt kan også udvikle sig. I begyndelsen af filmen er konflikten måske ret enkel og overskuelig, men så bliver den i løbet af filmen større og mere indviklet. Der opstår komplikationer. Det kaldes ogsåkonfliktoptrapning. Det kan gøre filmen mere interessant og give en historie flere lag.
Man skelner mellem indre og ydre konflikter. Hvis en film er god, vil begge slags konflikter som regel være til stede på én gang.
konflikt betyder, at en person er i konflikt med sig selv. Det kan fx handle om tvivl, dårlig samvittighed eller jalousi. Det kan dreje sig om et indre dilemma, fx at en person skal vælge mellem moral og rigdom.
Ydre konflikt betyder, at en person er i konflikt med sine omgivelser. Det kan handle om modstridende interesser eller ønsker: en modstander eller en rival lægger hindringer i vejen for hovedpersonen. Konflikten kan også opstå på grund af andre slags ydre problemer, fx naturkatastrofe eller krig.
Generelt kan man sige, at en historie begynder, når en forandring skaber en konflikt. Det ser vi fx i Introen til ”Anna og Lotte” (eksempel 1). I klippets indledning sidder dukken og ser fjernsyn stille og roligt for sig selv. Forandringen sker i det øjeblikket, da dukkens hund blander sig og forstyrrer. Den ydre konflikt opstår da hunden blander sig og fylder fysisk. Herefter ser vi en indre konflikt i dukken, som resulterer i overgivelse til hunden og derved en positiv slutning.
Dramaturgi er læren om at fortælle historier, dvs. hvordan en god historie skrues sammen. Blandt de vigtigste elementer i dramaturgi er filmens forløb, filmens fremdrift, karakterer og konflikter.
Ordet dramaturgi kommer fra græsk og betyder ’handlingslære’. Den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) har stor indflydelse på, hvordan vi ser på dramaturgi i dag. Hans tanker om ’den gode historie’ er grundlag for vores moderne dramaturgi. Nu til dags er manuskriptforfattere og dramaturger i Hollywood trendsettere, når det gælder at fortælle gode historier på film.
Hvis man sammenligner gode fortællinger, vil man opdage, er der er nogle lighedstræk. I en god historie er der interessante karakterer (personer), som vi føler med og identificerer os med. Der er spændendekonflikter, som gør os nysgerrige og engagerede. Der er fremdrift i filmen – fx set ups, som skaber forventning og en oplevelse af sammenhæng, når pay off kommer. Der kan være langsom, intens opbygning af spænding (suspense) og pludselige overraskelser (surprise). Fortællingens forløb er meget vigtig - altså rækkefølgen af begivenheder og timingen i forhold til, hvornår handlingens højdepunkter ligger.
KARAKTERER / PERSONER
Karakterer er de hovedpersoner og bipersoner, som vi møder i filmen. Karakterer kan være mennesker, dyr eller ’levende’ ting (fx legetøj i en animationsfilm).
Karakterer i film kaldes også personer. I realfilm er karaktererne næsten altid mennesker, men dyr kan også have roller (som regel biroller). I animationsfilm kan karaktererne fx være:
- Mennesker (fx drengen, der er hovedperson i ”Bennys Badekar”)
- Dyr (fx i ”Ice Age”)
- Ting (fx legetøjet i ”Toy Story” eller bilerne i ”Cars”)
Vi får også indtryk af karaktererne via deres omgivelser, dvs. rekvisitter og location. Hvis en person fx står i en bank med en maske på og en revolver i hånden, gætter vi på, personen er bankrøver.
HOVEDPERSON
Hovedpersonen er filmens centrale person. Hovedpersonen har den største rolle og står i centrum for filmens handling.
Hovedpersonen kaldes også hovedkarakteren, hovedrollen, protagonisten eller den bærende karakter. I de fleste film – særlig i kortfilm – er der kun én hovedperson. Men i nogle film er der flere hovedpersoner, fx i ensemblefilm.
Hovedpersonen og filmens plot er tæt forbundet. Det er hovedpersonens udfordringer, oplevelser ogkonflikter, der er filmens centrale handling. Hvis vi analyserer filmen med aktantmodellen, kan vi se, at hovedpersonen bærer filmens præmis. I begyndelsen af filmen har hovedpersonen ofte et problem eller et savn. Filmen handler om, hvordan hovedpersonen tackler problemet, og om han/hun får, hvad han/hun længes efter.
Det er vigtigt, at publikum identificerer sig med hovedpersonen. Vi skal helst føle med personen og forstå hans/hendes handlinger og reaktioner. Så er der større chance for, at vi synes, filmen er god og interessant. Hvis vi ikke forstår og føler med hovedpersonen, kan filmens handling virke ligegyldig.
Filmens bipersoner oplever vi i relation til hovedpersonen. Bipersonerne har rollen som fx rival, fortrolig ven, hjælper eller modstander i forhold til hovedpersonen.
KONFLIKT
En god historie indeholder konflikt. Konflikt sætter gang i handling. Vi skelner mellem indre konflikt (dvs. at en person er i konflikt med sig selv) og ydre konflikt (dvs. at en person er i konflikt med sine omgivelser).
Konflikter og problemer er grobunden for en god historie. Der er ikke meget action i harmoni. Ønsket om harmoni er til gengæld tit en drivkraft for personerne i film. Der er lavet mange spændende og nervepirrende historier om, hvordan personer bliver udfordret og overvinder forhindringer på deres vej mod harmonien. Men harmonien i sig selv uinteressant.
En konflikt bliver sat på spidsen, hvis der er en tidsfrist for, hvornår konflikten skal være løst. Tidsfrister bliver brugt i mange film, særligt i actionfilm. Det er en fortælleteknik, der skaber ekstra drama. En konflikt kan også udvikle sig. I begyndelsen af filmen er konflikten måske ret enkel og overskuelig, men så bliver den i løbet af filmen større og mere indviklet. Der opstår komplikationer. Det kaldes ogsåkonfliktoptrapning. Det kan gøre filmen mere interessant og give en historie flere lag.
Man skelner mellem indre og ydre konflikter. Hvis en film er god, vil begge slags konflikter som regel være til stede på én gang.
konflikt betyder, at en person er i konflikt med sig selv. Det kan fx handle om tvivl, dårlig samvittighed eller jalousi. Det kan dreje sig om et indre dilemma, fx at en person skal vælge mellem moral og rigdom.
Ydre konflikt betyder, at en person er i konflikt med sine omgivelser. Det kan handle om modstridende interesser eller ønsker: en modstander eller en rival lægger hindringer i vejen for hovedpersonen. Konflikten kan også opstå på grund af andre slags ydre problemer, fx naturkatastrofe eller krig.
Generelt kan man sige, at en historie begynder, når en forandring skaber en konflikt. Det ser vi fx i Introen til ”Anna og Lotte” (eksempel 1). I klippets indledning sidder dukken og ser fjernsyn stille og roligt for sig selv. Forandringen sker i det øjeblikket, da dukkens hund blander sig og forstyrrer. Den ydre konflikt opstår da hunden blander sig og fylder fysisk. Herefter ser vi en indre konflikt i dukken, som resulterer i overgivelse til hunden og derved en positiv slutning.
PLOT OG PRÆMIS
Plottet er filmens handling fortalt kort og konkret. Præmissen er filmens budskab eller morale.
PLOT
Plottet er filmens handling kort fortalt. Man skelner mellem hovedplot og sideplot. Hovedplottet er filmens centrale historie. Det er hovedpersonens fortælling og kamp for at nå sit mål (se projektaksen i aktantmodellen). Sideplot er mindre sidehistorier. De er tit knyttet til bipersoner.
Når vi skal beskrive filmens hovedplot, svarer vi på spørgsmålene:
- Hvem er hovedpersonen?
- Hvad går filmens centrale konflikt ud på?
- Hvilke forhindringer møder hovedpersonen?
- Hvem eller hvad hjælper hovedpersonen?
- Lykkes det at løse konflikten til sidst – og hvis ja, hvordan?
PRÆMIS
En præmis er filmens budskab eller morale. Præmissen kan siges i en enkelt sætning, kort og præcist. Den formuleres som en påstand. Filmens handling er ’argumenterne’, der beviser påstanden. Præmissen er den konklusion, man drager efter at have set filmen.
Her er eksempler på præmissen i kendte film og tv-serier:
"Star Wars": Det gode er stærkere end det onde.
"Titanic": Kærligheden overvinder alt, selv døden.
"Robin Hood": Undertrykkelse fører til oprør.
"Friends": Rigtige venner kan altid regne med hinanden.
Plottet er filmens handling fortalt kort og konkret. Præmissen er filmens budskab eller morale.
PLOT
Plottet er filmens handling kort fortalt. Man skelner mellem hovedplot og sideplot. Hovedplottet er filmens centrale historie. Det er hovedpersonens fortælling og kamp for at nå sit mål (se projektaksen i aktantmodellen). Sideplot er mindre sidehistorier. De er tit knyttet til bipersoner.
Når vi skal beskrive filmens hovedplot, svarer vi på spørgsmålene:
- Hvem er hovedpersonen?
- Hvad går filmens centrale konflikt ud på?
- Hvilke forhindringer møder hovedpersonen?
- Hvem eller hvad hjælper hovedpersonen?
- Lykkes det at løse konflikten til sidst – og hvis ja, hvordan?
PRÆMIS
En præmis er filmens budskab eller morale. Præmissen kan siges i en enkelt sætning, kort og præcist. Den formuleres som en påstand. Filmens handling er ’argumenterne’, der beviser påstanden. Præmissen er den konklusion, man drager efter at have set filmen.
Her er eksempler på præmissen i kendte film og tv-serier:
"Star Wars": Det gode er stærkere end det onde.
"Titanic": Kærligheden overvinder alt, selv døden.
"Robin Hood": Undertrykkelse fører til oprør.
"Friends": Rigtige venner kan altid regne med hinanden.
IN MEDIAS RES
In medias res betyder ’midt i tingene’. Når en film begynder in media res, betyder det, at den begynder midt i nogle begivenheder. Tilskueren bliver kastet ind i handlingen uden indledning.
Filmens anslag skal vække vores interesse med det samme. Når filmen begynder in medias res, er det med til at fange vores opmærksomhed fra første øjeblik. In medias res er et fortællegreb, der giver os en fornemmelse af, at handlingen foregår her og nu. Når en film begynder in media res, kan det virke forvirrende. Vi er nødt til at se lidt mere af filmen for at få en forklaring på, hvad der foregik i filmens begyndelse.
Filmen ”Pulp Fiction” (eksempel 1) begynder in medias res. Handlingen begynder lige på og hårdt. Der er ikke noget establishing shot, hvor vi får overblik over location. I stedet er der nærbilleder: vi er helt tæt på. Vi ser kun få detaljer og må gætte os til hvad der skal til at ske. Lydsiden og monologen er også tvetydig. Anslaget pirrer vores nysgerrighed og overrasker.
Eksempel 1
In medias res betyder ’midt i tingene’. Når en film begynder in media res, betyder det, at den begynder midt i nogle begivenheder. Tilskueren bliver kastet ind i handlingen uden indledning.
Filmens anslag skal vække vores interesse med det samme. Når filmen begynder in medias res, er det med til at fange vores opmærksomhed fra første øjeblik. In medias res er et fortællegreb, der giver os en fornemmelse af, at handlingen foregår her og nu. Når en film begynder in media res, kan det virke forvirrende. Vi er nødt til at se lidt mere af filmen for at få en forklaring på, hvad der foregik i filmens begyndelse.
Filmen ”Pulp Fiction” (eksempel 1) begynder in medias res. Handlingen begynder lige på og hårdt. Der er ikke noget establishing shot, hvor vi får overblik over location. I stedet er der nærbilleder: vi er helt tæt på. Vi ser kun få detaljer og må gætte os til hvad der skal til at ske. Lydsiden og monologen er også tvetydig. Anslaget pirrer vores nysgerrighed og overrasker.
Eksempel 1
RAMMEFORTÆLLING
I en rammefortælling er der flere historie inden i hinanden. En af historierne er rammen for de andre historier. Rammehistorien kan fx foregå i nutiden, hvor en person fortæller en historie, der foregår tidligere.
I en rammefortælling er der ”en ramme” – dvs. et selvstændigt og tit ret kort handlingsforløb. Inde i rammen er der et andet handlingsforløb, der som regel er filmens hovedhandling. Nogle gange er der flere forskellige handlingsforløb inde i rammen. Rammehistorien foregår som regel på et senere tidspunkt end hovedhandlingen. Så ser man tilbage på hovedhandlingen. Nogle gange kommenterer rammehistorien på hovedhandlingen. Andre gange giver hovedhandlingen en forklaring på tingenes tilstand i rammehistorien.
Illustration: Rammefortælling
I en rammefortælling er der flere historie inden i hinanden. En af historierne er rammen for de andre historier. Rammehistorien kan fx foregå i nutiden, hvor en person fortæller en historie, der foregår tidligere.
I en rammefortælling er der ”en ramme” – dvs. et selvstændigt og tit ret kort handlingsforløb. Inde i rammen er der et andet handlingsforløb, der som regel er filmens hovedhandling. Nogle gange er der flere forskellige handlingsforløb inde i rammen. Rammehistorien foregår som regel på et senere tidspunkt end hovedhandlingen. Så ser man tilbage på hovedhandlingen. Nogle gange kommenterer rammehistorien på hovedhandlingen. Andre gange giver hovedhandlingen en forklaring på tingenes tilstand i rammehistorien.
Illustration: Rammefortælling
Hvis rammehistorien foregår i nutiden, og hovedhandlingen foregår i fortiden, er hovedhandlingen faktisk et meget langt flashback. Det ser vi i fx spillefilmen ”Titanic” (1997). Her foregår rammehistorien i filmens nutid, hvor en af de overlevende fortæller historien om Titanics forlis. Hendes fortælling om Titanic er filmens hovedhandling.
Rammehistorien ligger tit i begyndelsen og slutningen af filmen. Så kan det også kaldes prolog (indledning) og epilog (afslutning).
Rammehistorien ligger tit i begyndelsen og slutningen af filmen. Så kan det også kaldes prolog (indledning) og epilog (afslutning).